Sct. Andreas Ordenen


Hvem er vi - hvad vil vi

Ordenen har taget navn efter apostelen Andreas, som oprindelig var dicipel af Johannes Døberen. De værdier Ordenen lægger vægt på, fremgår af den introduktion nye brødre får ved deres optagelse. Her hedder det bl.a.:

Sct. Andreas Ordenen søger gennem sine ritualer og symboler at bibringe Ordenens brødre den livsopfattelse, at livet mellem andre mennesker kun får værdi, hvis alle søger at vise tolerance, lære at indordne sig og samarbejde, søge at forstå andres meninger og være overfor andre, som man ønsker, at andre skal være overfor en selv.

Ordenen søger endvidere at få alle dens brødre til at forstå, at livet skal være mere end arbejde og dagligt stræb - der skal ind imellem være fredfyldte stunder, hvor man søger at se ind i sig selv og søger at finde mening i tilværelsen. Ordenen lærer, at man når længst, hvis overbærenhed, forståelse og hjælpsomhed sættes i højsædet.

 

Formål

Ordenens formål er dannelsen af et broderskab, hvis enkelte medlemmer under alle livets forhold viser hinanden troskab og sandt broderligt venskab, og som ved passende virksomme og lovlige midler virker i humanitetens og velgørenhedens tjeneste. Det er en af  Ordenens opgaver at støtte brødrenes efterladte enker og umyndige børn.

 

Medlemsskab

For at kunne blive optaget, skal man have dansk indfødsret, samt bekende sig til den kristne tro. Endvidere skal man helst være fyldt 25 år, og have en økonomi der ikke belastes af medlemsskabet.

Ansøgning om optagelse skal anbefales af en broder, der som fadder retter anmodning til ordensrådet om ansøgningsblanket. 

I løbet af en logesæson, der løber fra oktober til april, afholdes en eller to gæsteaftener. Oplysning om disse aftener kan fås ved henvendelse til Ordenens sekretariat eller på Ordenens hjemmeside under pkt. kalender


Sct. Andreas Ordenen
Frederiksberg Allé 11
1621  København V

Tlf. 33 24 70 72

e-mail: 
sct.andreasordenen@mail.dk